Juhl

Aage Juhl I mellemskoleklasse 19261 - 1929 Mellemskoleeksamen2
Karen Juhl I mellemskoleklasse 19263 - 1930 Realeksamen4

1950 aug.;
Førstelærer ved Jyderup skole P. Juhl er udnævnt til skoleinspektør ved Jyderup kommunes købstadordnede skole fra 1. august 19505

1966 juni; Skoleinspektør Juhl, 80 år
Lige så fyldt med ildhu, som i de unge år.
Engang blev det regnet for næsten "affældighed" at være firs år, i vore dage er der mange, der beviser, at man trods årene kan være lige impulsiv, lige levende interesseret, lige vital og med samme ildhu som altid, gå ind for en sag. Dette er - om nogen - skoleinspektør Peter Juhl, Aldersrovej, Jyderup, der i dag fylder 80 år, et fuldgyldigt bevis på. Stadig er han formand for Sønderjysk Forening for Jyderup og omegn, stadig lige virksom for grænseforeningens arbejde og for Sydslesvigsk Forenings virke, lige varmhjertet for fadderskabsbyens kontakt med Jyderup, og trods årene supplerer han stadig sin viden ved selvstudium.
Fra Kolding
Peter Juhl er lærersøn fra Kolding. Kun 15 år gammel bestod han præliminæreksamen, hvorefter han blev sat til at undervise på Kolding kommuneskole, og som kun 1 årig blev han ansat som lærer i Stenderup ved Holsted! Det kunne altså lade sig gøre dengang, men forholdene var meget primitive. Kun om vinteren gik børnene i skole hver dag - og sommeren kun een dag om ugen. Lønnen var 250 kr. for en vinter, hvoraf de 150 kr. gik til kosten. Værelset lå i staldbygningen. "Det skulle man lige prøve at byde en lærer i dag" siger Juhl.
Jelling Seminarium
I 1907 dimitteredes Peter Juhl fra Jelling seminarium. Efter endnu et par år i Stenderup, kom Juhl på lærerhøjskolen, blev lærer i Vedbæk, blev gift med en datter af skolens chef, overlærer Schmidt, og blev som gift lærer ansat i Slaglille ved Sorø. Her opdagede man Juhl's organisatoriske evner, bl.a. blev han leder af aftenskolen og foredragsforeningen, kredsleder for Midtsjællandkredsen af Sjællandske Folkekor og dirigent for det lokale kor. Desuden var han i 10 år kirkesager og kordegn i Slaglille kirke.
Jyderup i 1924
På en helt epokegørende måde kom Peter Juhl til at præge Jyderup Skolevæsen, efter at han i 1924 var blevet førstelærer ved Jyderup kommunale skolevæsen. Her var i 1910 bygget en ny skole til aflæsning for den gamle skole, der for øvrigt stadig eksisterer som bygning og netop er 110 år i år. Kommuneskolen er vokset ved "knopskydning", siger Juhl. I 1935-36 blev udvidet med en bygning, i 1949 med en 2 etagers bygning, og i 1960-61 med den sidste fløj. Den næste fløj har været projekteret lige siden og lokalemanglen er så følelig, som aldrig før.
Glad for sin gerning
Juhl var den første pædagog med en medfødt myndighed og autoritet, der aldrig behøvede at tage korporlige midler i brug for at skabe respekt. Juhl var glad for sin gerning og havde altid et forbilledligt samarbejde med skolens lærerstab og med skolemyndighederne, samt et ideelt forhold til hjemmene.
Som skolens overhoved prægede Peter Juhl ånden på skolen på en sådan måde, at det for eleverne fik betydning for livet. Børnene holdt af ham og havde fortrolighed til ham. De vidste, at han delte deres glæder og sorger, og at han havde kærlighed til dem og til sin gerning som skolemand.
Organist
Gennem 42 år virkede Juhl som kirkesanger, deraf de nævnte ti år i Slaglille, resten ved Jyderup kirke. I en del år var han desuden organist. Gennem 28 år var han dirigent for Jyderup sangkor, og har været overdirigent for Sjællandske Folkekor. Det er således blevet på alsidig måde, at Peter Juhl har fået betydning for det sogn, hvor han fik de fleste arbejdsår, og han gerning har sat sig værdifulde spor, mest for den skole, hvor han rige evner kom til fuld udfoldelse, og hvis vækst han følger med stor interesse, under han efterfølger, skoleinspektør Brix' ledelse.
Er bortrejst
Peter Juhl mistede i 1953 sin prægtige hustru, der havde været en trofast støtte i arbejdet og interesserne. Ægteparrets datter og to sønner har altid været stærkt knyttet til deres barndomshjem og er det stadig, selvom hjemmet nu "kun" er stuerne på Aldersrovej, hvor Juhl i ca. 10 år har boet.
Tiden falder aldrig lang, den kan tværtimod ikke slå til.
Dagligt er der bøger og tidsskrifter, der skal læses, bunker af breve, der skal besvares, melodier der skal genopfriskes, og mange gode venner, deriblandt gamle elever, kommer på besøg. Alle i sognet og udover dets grænser, holder af den populære og elskværdige skoleinspektør - som han vedblivende benævnes af alle - og smil og venlige ord bliver der aldrig sparet på, fordi han altid har forstået at være positiv, at glæde sig over hvad der har værdi, og det håber slægt og venner, at han kan mange år endnu.
Fødselsdagen fejres sammen med den nærmest slægt, og fødselaren er bortrejst midlertidigt6


Kilder:
Kilde 1: Jyderup Realskoles årsberetning den 15. maj 1926, De Forenede Bogtrykkerier, Aarhus
Kilde 2: Jyderup Realskoles årsberetning 10. maj 1930, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Kilde 3: Jyderup Realskoles årsberetning den 15. maj 1926, De Forenede Bogtrykkerier, Aarhus
Kilde 4: Jyderup Realskoles årsberetning 12. maj 1931, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Kilde 5: Holbæk Amts Venstreblad 8. aug. 1950, side 3
Kilde 6: Kalundborg Folkeblad 7. juni 1966, side 3+4; Skoleinspektør Juhl, 80 år

Sidst rettet 2. juni 2015
©Jyderup Realskole